Det er dog slet ikke det som driver mig når jeg kaster mig ud i aktiviteter som canyoning, rafting, rappelling eller morgenmad 16 meter over jorden i et træ. Jeg drives ikke af et ønske om at komme tæt på døden, tværtimod afstår jeg fra aktiviteter som jeg ikke er helt sikre på at jeg har styr på, hvorfor mine oplevelser også må betegnes som i den lette ende af adventureaktiviteter.

Jeg er klar over at der er en lidt større risiko ved disse aktiviteter, end ved charter ferie, til gengæld må jeg også indrømme at for mig indeholder de også et meget større udbytte. Når man går igennem en kløft, rappeller ned midt i et vandfald, er fanget i en stærk strøm i sin gummibåd eller bundet fast til et træ med morgenmad i den ene hånd, og theen i den anden, lige der er man tæt på naturen, åben for rigtigt at suge den ind og i stand til fuldt ud at sanse den. Lige der oplever jeg at træde igennem en usynlig dør der åbner for naturens skønhed på en måde som gang på gang forundre mig.

Lige her er der mig, min kæreste, vores reb og naturen... Her kan jeg for alvor lade mig overvælde af naturens skønhed.

Det er også herude i naturen i gang med en aktivitet at alle unødvendige tanker forsvinder og jeg formår at være til stede i det jeg foretager mig, kun sammen med de tanker jeg accepterer, imens resten forsvinder.

Jeg har altså ikke et ønske om at komme tæt på døden, men jeg tværtimod et ønske om at komme så tæt på livet som muligt, at fylde de mange eller få dage som jeg får her på jorden med oplevelser af værdi, at få udlevet mine drømme imens jeg ved at jeg kan, og ikke risikerer at ligge dødsyg og fortryde alt det jeg ikke nåede, fordi jeg havde alt for travlt med kun at gøre det sikre. En ting er sikkert, og det er døden, at få givet livet værdi kræver lidt mere arbejde.

Opskriften på en flødebolle af fornuftig størrelse er ganske simpel, du tager:
1 Mazarin tærte (jeg anbefaler Dan Cake da de smager dejligt meget af både sukker og mazarin ekstrakt)
6 æggehvider
300 gram mørk kogechokolade
Sukker (beklager men fik ikke målt hvor meget der røg i).

Resultatet:

Læs opskriften, og se flere billeder: Hvorfra stammer ideen? Tja, det er svært at sige, men jeg har altid haft en sød tand, lavet en del guf og haft en lyst til at gøre ting større og bedre… Så hvorfor ikke kombinerer det hele i en stor flødebolle. At det lige blev på en bund af mazarintærte hang sammen med at det var hvad jeg havde hjemme.

Opskriften fandt jeg selv på, men består kort sagt af at du:
Sætter chokoladen i et vandbad for at smelte
Imens det sker pisker du ægge hvider (for gud skyld ikke hele æg eller blommer, så bliver det ikke stift) sammen med sukker
Når det er stift kan du med en dejskraber lave dit gufbjerg oven på mazarintærten
Ifølge Odense Marzipan bør det have nogle minutter i ovnen til det bliver gyldent, men det havde jeg ikke tålmodighed til, så min flødebolle fik kun 5 minutter i ovnen, hvilket kun gjorden den gylden på toppen.
Dernæst kan du pensle den smeltede chokolade på (slut evt. af med at hælde resten ud over lige som jeg gjorde)
Vent på det størkner, eller spis første stykke med det samme.

Og husk: Tålmodighed er en dyd… Men sult kan man dø  af (så friture steg din mad, så går det hurtigere), så det er helt okay hvis du ikke kan vente på at chokoladen størkner, at flødebollen bliver gylden eller at kæresten kommer hjem og ser dit mesterværk.

Skulle der være lidt chokolade og guf tilbage i henholdsvis gryde og skål kan det med fordel røres sammen og spises imens du venter på at flødebollen størkner… Her burde Noma læse med, det er en ny klassikker, guf og chokolade… Smager af chokolade, bare sødere… Ja Tak!

Processen i billeder:

Udvalgte ingredienser… Bemærk at der er for lidt sukker og chokolade på billedet (og for mange æg)

Den nøgne flødebolle uden chokolade

I gang med penslingen med chokolade

Det sidste chokolade hældes ud over… Hvorfor? Fordi man kan.

Yes! Det er sku et i orden projekt… og resultat, selvom det ikke vinder priser for designet.

Is it a lagkage? Is it a flødebolle? No its super-flødebolle…

Ja, sådan kan man altså også bruge en onsdag aften hvor man er alene hjemme imens kæresten er i Singapore på studietur. Og efter at have smagt på den kan jeg kun sige: Næste gang bliver den større… Og måske kan jeg næste gang vente til chokoladen størkner inden jeg begynder at spise af den…

Har du forslag til forbedringer, andre anvendelser af mazarintærter eller en svaghed for guf der er så sukkermættet at det knaser, så smid en hilsen herunder.

Dagens takkekort lyder således:
Tjek selv siden ud: thxthxthx.com

Kan man forbedre noget så lækkert som flæskesteg? Man kan da i hvert fald prøve.

Okay, så du inviterer et par venner, så tager du en flæskesteg, to pakker bacon, og snart sidder I alle og nyder et måltid af de bedste. Genialt? Tjooo, det synes jeg.

Læs opskriften: Du skal bruge:
Et styk svinekam i en god størrelse (uden ben)
To-tre pakker bacon
Salt
Tilbehør (brune kartofler, hvide kartofler, franske kartofler, sovs og rødkål).

Rids sværen, da det sjældent er gjort godt nok fra butikkens side.

Gnid salt ned i sværen

Sæt den i ovnen ved ca 100 grader i 5 timer i et fad med noget vand i bunden(nogle mener man får den bedste svær ved at lade den ligge med sværen nede i vandet den første time eller to, menjeg oplever ikke den store forskel)

Efter 5 timer tager du stegen ud, piller sværen af, og pakker den ind i bacon, dette kan gøres enten ved at pakke den ind i en flettet baconmåtte, eller som jeg har gjort ved bare at vikle baconen rundt om stegen.

Derefter ligger du igen sværerne på stegen (oven på baconlaget) og putter den i ovnen som du nu indstiller til 200 grader.

Efter ca en time er stegen færdig, og du kan med fordel give stegen et øjeblik på grill for at få sværen sprød, men hold godt øje, den går lynhurtigt fra god til sort når du skruer knappen over på grill.

Server den nu sammen med det almindelige flæskestegs tilbehør (og rødvin… og øl).

Bon appetit!

Efter at have besluttet sig for at starte som selvstændige skrev folkene bag Holstee, "the Holstee Manifesto", som siden er blevet læst af mere end 50 mio mennesker.

Plakatens tekst er siden lavet til en video, der kan ses direkte på Holstees hjemmeside.

Læs evt. også historien om hvordan jeg købte plakaten og endte med en stoppet køkkenvask nytårsaften, ved at klikke her:Da plakaten fra Holstee er lavet i amerikanske mål, besluttede jeg mig for at lave min egen ramme til den. Træet blev købt  ind, glasset krejlet og en overfræser lånt, og snart var jeg klar til at starte produktionen.

Da træet var savet til, og fræsningen skulle begynde fik jeg lidt ondt af at naboerne skulle hører på den larm, og gik derfor ud i køkkenet, som er det rum hvor der er færrest naboer. Herude fik jeg fræset alle stykkerne, så der var plads til både glas og bagplade.

Desværre sviner sådan en omgang fræsning en del, og køkkenet var efterfølgende forvandlet til mit eget lille private cirkus med savsmuld på gulvet, i vasken og i alle skabe som ikke havde været lukket. Jeg forsikrede naturligvis straks kæresten om at jeg nok skulle stå for rengøringen. Derfor måtte jeg få dage før nytår igang med støvsuger, klud og en god tålmodighed igang med rengøringen, der forløb rimeligt fint, og ikke tog mere end et par timer.

Rammen blev samlet, glas og plakat monteret og kanterne slebet med sandpapir. Resultatet blev faktisk ret flot.

Desværre havde så meget savsmuld fundet vej ned i afløbet at det kort efter stoppede, og ikke bare lidt, men noget så eftertrykkeligt. Jeg bandede og gik så igang med at skille vandlåsen ad, at skylle efter med varmt vand og råbe eder, men lige lidt hjalp det, faldstammen var blokkeret. Heldigvis fik vi først gæster dagen efter, så jeg havde et helt døgn til at få løst problemet.

Desværre viste et døgn sig ikke at være nok, da de fleste butikker jo holder lukket den 31. december, og mulighederne for at købe værktøj derfor er begrænsede.

Derfor måtte vi nytårsaften vaske op i håndvasken på toilettet, ligesom madlavningen led lidt under at køkkenvasken var meldt forbudt område.

Heldigvis hænger rammen endnu, og ud over de flotte ord på plakaten, kan jeg nu også glæde mig over at mine håndværksevner, til trods for at de ikke er på højde med bonderøvens, alligevel er store nok til at lave en ramme der holder i  hvert fald 2 måneder inden den falder ned. Og den samlede materialepris på 34 kr er der jo heller ikke meget at sige til.

Man kan fange en del af galskaben på video, og youtube vrimler med glimrende eksempler på folks oplevelser på Burning Man, men intet slår selv at stå der lige midt i det hele.

Intet kan købes, alt er medbragt hjemmefra, solen presser dig, musikken summer ud af de flere hundrede lejre med anlæg og stemningen er afslappet. Pludseligt bliver det nat, og alt forvandles. Der er ild overalt, folk fester, gør sig til og fejrer livet.

Burning Man er noget helt særligt.

Læs mere om Burning Man på:
Burning Mango – Burning Man på dansk eller
BurningMan.com – den officielle side
NoWhere – den europæiske Burning Man

Til gengæld får man lov til at føle sig som en fandens karl hvis først man klarer det.

Både krop og hjerne udfordres i forsøget på at komme helt til tops på pælen.

Vejen mod toppen
Jeg har gået lidt rundt og øvet mig i at rejse mig fra hug og op på et ben, da jeg regner med at det gør det lidt lettere på toppen, at vide at det er muligt. Første mand er Mads, som hurtigt klatre op af pælen, og snart står oppe på toppen. Pælen giver sig en del i toppen, men han klarer det perfekt, og kommer ned igen. Imens han klatre nedad prøver jeg at samle tankerne om hvad der venter.
Snart står Mads på jorden, og jeg får monteret ishockeyhjelmen med gitter som skal sikre mit ansigt i tilfælde af et fald, jeg bliver bundet ind i rebet, og holder godt øje med at hun binder knobet rigtigt, jeg stoler på sikkerhedsgrejet hvis bare det er monteret rigtigt.

Pælen er ikke svær at klatre på, for i modsætning til på klatrevægge, kan man på denne pæl få armene rundt om pælen, og man skal derfor bare koncentrere sig om at få fødderne med op ad på de greb der sidder nogenlunde ensartet deropad. En enkelt gang glidder jeg og bliver fanget af sikringsrebet, men ellers går det stille og roligt deropad uden at kigge ned. Da jeg når 10-11 meter op begynder kroppen alligevel at fortælle mig at den er et sted den ikke bør være, vejrtrækningen bliver hurtigere, hjertet slår hurtigt og jeg holder mere krampagtigt fast i alle greb jeg finder. Jeg bander indvendigt, for hvis det allerede nu begynder at blive svært, hvor svært bliver det så ikke når jeg når toppen.  Jeg får ikke rigtigt styr på kroppen men klatre alligevel videre, og får snart kæmpet mig på maven på toppen af pælen. Imens jeg ligger her ser jeg sikringsrebet blive slapt, imens instruktøren flytter det over så det et fæstnet i selve pælen. Jeg mærker hvordan jeg langsomt falder bagover, og laver en note til mig selv om at jeg skal have snakket med dem om sikkerheden i det de gør lige der, men lige nu er der ikke andet at gøre end at holde fast, alt jeg har lært, og det er som om at lige så snart jeg igen ser at rebet er stramt, stopper følelsen af at falde bagover.

Den hårde kamp på toppen
Jeg får kæmpet mig op at sidde på toppen af pælen, har en fod på et greb i hver side og en hånd foran og bag mig. Jeg får at vide at jeg skal have ro på min krop, lukker øjnene og fokusere på vejrtrækningen, det hjælper ikke, åbner øjnene og fokuserer på noget langt væk, lukker øjnene igen, intet hjælper så jeg melder til jorden at jeg er klar, det bliver alligevel ikke bedre.
Jeg har set hvordan Mads kom op at stå lige før mig, så jeg ved hvad der skal ske. Jeg følge guideningen fra jorden, stræk benene, op med numsen, hold fast i pælen med hænderne, få venstre fod op. Venstre fod op? Det højre greb føles på ingen måde sikkert nok til at jeg kan balancere der med hele min vægt, alligevel lykkedes det at få venstre fod op, så mangler højre fod bare. Jeg tror ikke på det, mit venstre ben vil ikke være nok til at holde balancen hvis jeg strækker det nu. Selvom jeg har øvet mig på jorden tror jeg absolut ikke på det. Pælen svejer også mere end jeg forestillede mig.

Heroppe er hjernen et kaos der kæmper for kontrol...

Nu skal det være! tænker jeg, et forsøg, så må jeg falde eller komme op og stå. Jeg strækker så hurtigt jeg kan venstre ben, og snart har højre fod fundet fodfæste ved siden af min venstre på toppen af pælen. Mine arme kommer ud til siden, for at hjælpe med at holde balancen. Mine ben ryster, ikke bare lidt, men rigtigt meget, og pælen følger med dem. Jeg er på ingen måde i kontrol. Og jeg kan ikke genvinde kontrollen, mine ben lever sit eget liv, og jeg er sikker på at jeg falder i næste sekund. Heroppe føles det som om at pælen bevæger sig godt 20 cm til siderne, og med mindre jeg får kontrol over benene bliver det vist en kort fornøjelse.

Der kommer en melding fra jorden jeg ikke hører og ber om at få den gentaget, og så. Arg! Jeg råber imens kroppen endeligt mister balancen og jeg ryger forover ned af pælen. Jeg rammer pælen med ryggen, og glæder mig over de 4 lag tøj jeg har på. Det gjorde ikke ondt, og jeg når ikke at blive bange. Jeg havde det faktisk bedre i faldet end på toppen af pælen. Deroppe var jeg bange, bange og uden kontrol over mine ben. Nu hænger jeg her og har helt styr på kroppen, så jeg klatre langsomt nedad indtil det punkt hvor de kan firer mig det sidste stykke. Jeg gjorde det sku! Det kan godt være jeg faldt, men jeg overvandt frygten og stillede mig op på pælen!

Nede igen
”Det der er sku ikke sjovt, og jeg kan ikke se hvad det giver mig” siger jeg til Rune der står klar med en krammer.  Men som dagen går varmer jeg mig alligevel ved tanken om mig stående øverst på en 15 meter pæl, hvis man kan komme derop, er der vist ikke meget man ikke kan.

Mere information
Carsten fra Svensk kanoferie var den første til at tilbyde denne slags klatring i Sverige, og han er en hyggelig mand, der gerne tager imod gæster iført morgenkåbe hvis man kommer i løbet af formiddagen. Han er fyldt med historier fra hans mange rejser rundt verden, og hans sted er en god base for friluftsaktiviteter i det sydsvenske. Læs mere om hvilke aktiviteter han kan tilbyde på: Svensk kanoferies hjemmeside.

Der findes også flere danske udbydere af pæleklatring, men da jeg ikke har erfaring med nogen af disse, linker jeg ikke til nogen. Prøv evt at google pæleklatring, og se udbudet.

Her kan du læse hele fortællingen om min første oplevelser med rafting i Sverige.

Vel fremme ved den svenske elv besigtiger intruktøren vandstand og vandmængde. Jeg kigger på det brusende vand og tænker: Fuck, det der ligner godt nok ikke noget vi skal ud og sejle i. Men bange når jeg ikke at blive, kun bange for at der virkeligt er for meget vand, og at vi derfor har kørt de 5 kvarter fra Carstens sted, og herud bare for at vende om.

Efter at have gennemgået hele det stykke vi skal sejle på fortæller Instrukrøren at vandmængden er indenfor det acceptable og at vi derfor godt kan sejle. Vi skal dog være forberedt på at vi vælter lige så mange gange som vi kommer igennem ruten, da der virkeligt er meget vand. Inden vi skal i bådene skal vi alle en tur i baljen, så vi får oplevelsen af at komme under vand i så strømfyldte omgivelser. Så en efter en skal vi ud og sidde i ”tungen”, det lille vandfald som vi skal igennem til sidst på vores tur, inden vi rammer stille vand, hvorfra vi kan gå i land. Mads melder sig som den første, og jeg gør mig klar efter ham. Jeg ser Mads ryge i vandet, glide ned af tungen og så er han væk, jeg tror vi alle holder vejret imens vi venter på at han kommer op til overfladen. Endelig! Der er han, hans blå hjelm kommer op til overfladen 15 meter fra der hvor vi så ham gå under, og han driver lidt med strømmen inden han får fodfæste og rejser sig op.

Turen ned af elven er ikke mere end 500 meter lang, til gengæld kan vi sejle den flere gange, og være sociale med de andre deltagere imellem sejladserne.

Jeg går over til instruktøren, klar til at det bliver min tur. Der hvor instruktøren står dele vandet sig i tre, et ret stort fald helt til venstre, et lidt mindre fald midt i, og endeligt der hvor vi skal ned til højre, hvor klippen er mere som en rutchebane end de fald der venter hvis man skulle ramme de andre huller. Strømmen er stærk, og da jeg træder ud i vandet mister jeg straks balancen, jeg er på den forkerte side af der hvor vandet dele sig, så jeg holder godt fast i klippen og får trillet mig over på den rigtige side. Giver slip og lader vandet fange mig. Hvad var det instruktøren sagde? Benene frem, og hovedet bagud, og følg strømmen. Men uanset hvad jeg gør bestemmer vandet hvilken vej jeg vender. Jeg kommer ned for enden af tungen, og ryger straks under vandet. Jeg prøver instinktivt at søge mod overfladen, men det føles mest som en tur i vaskemaskinen og jeg ved ikke rigtigt hvad der er op og ned. Pludseligt får jeg igen luft i ansigtet. Jeg vender mig mod instruktøren og rejser min knyttede højrehånd som tegn på at jeg er okay. Jeg prøver at få fodfæste, men selvom vandet kun går mig til midt på lårene tager strømmen mig med videre.  Jeg prøver at få fat i de sten/klippestykker der stikker op af vandet, men misser de første to. Endeligt ved den 3 får jeg fat. Derfra stenen ser jeg en del af de andre komme i vandet. Et par stykker når ikke over den første stærke strøm, og kommer derfor ned af den forkerte strøm, de får et fald, men alle klarer det, og kommer senere stærkt igen ved at komme over i hovedstrømmen i 2. forsøg.

Bådende vi skal sejle i er trepersoners både, så i modsætning til det rafting man oftest prøver når man er ude at rejse, hvor man sidder 8 mand i en gummibåd, er der her inden instruktør med i båden, og alle beslutninger træffes af de tre mand i båden.

Til min første tur har jeg sørget for at komme i båd med min rigtigt gode ven Rune. Jeg er glad for at skulle arbejde sammen med Rune her på den første tur, vi har meget samme gemyt, og arbejder godt sammen. Ud over Rune har jeg Merete med i båden, en glad pige fra parallelklassen. Vi får hurtigt fordelt rollerne i båden, Rune sidder forrest, jeg bagerst, og Merete i midten. Som bagerste mand er det mig som skal dirigere de andre.

Vi tager båden på skulderen og går ned langs vandet, de andre går længere, men vi er dovne og sætter bådene i ved det første vand vi ser. Vores plan er klar: at ro på tværs af strømmen og over til klippen til højre, der skal vi ifølge instruktøren lægge os for at undgå at blive fanget i de to ”eddier” der er inden tungen, der slutter turen. Eddierne er hvirvlstrømme der holder dig på stedet, og hvorfra det tager ret meget arbejde at komme tilbage i hovedstrømmen og videre ned af elven.

Vi når ikke langt ud før strømmen tager fat i båden, og snart vender vi baglæns, uden at være nærheden af klippen til højre. Alligevel kommer vi forbi første eddie, vi når at få vendt båden rundt, men vender snart igen den forkerte vej, vi kommer baglæns forbi de andre forhindringer og rammer tungen, det lille vandfald imens vi stadig kigger den forkerte vej i forhold til sejlretningen. Nu er det snart om at holde vejret tænker jeg på vej baglæns ned af vandfaldet og vandet står ind over siderne på båden. Pludseligt holder vandet op med at stå ind over båden, og alle tre i båden udbryder i et jubelråb! Vi gjorde det sku!, vi klarede den uden at komme i vandet.

Tre mand på vej ned af tungen. Selvom båden fyldes med vand, er det farligste overstået når først man er nået så langt.

Vi kæmper lidt med at ro mod land, og må til sidst hoppe i vandet og trække båden, men snart får vi tømt båden for vand og er i gang med at slæbe den igennem skoven til endnu en tur. Denne gang går vi lidt længere ned langs vandet, så vi kan nå over i den rigtige side inden strømmen for alvor tager fat. Vi bytter pladser i båden og er klar til endnu en tur, denne gang kommer vi igennem med snuden først, men rammer en eddie undervejs. Vi finder pludseligt os selv siddende ret stille imens vi ser på hovedstrømmen der farer forbi. Nu skal der ros det bedste vi kan for at kæmpe os tilbage i hovedstrømmen, og efter et par forsøg lykkedes det. Snart er vi igen på vej ned af på vej ned af tungen, og øjeblikket efter hører man igen sejrsbrølet fra båden som fortæller alle områdets elge at vi heller ikke denne gang røg i baljen.

Sådan tager vi et par ture mere, til alle har prøvet alle pladser, og ikke en eneste gang ryger vi i vandet. Selvom vi må indrømme at vandet bestemmer mindst lige så meget som vi gør, og at vi ikke altid har held med at undgå de kedelige eddier. En enkelt gang må vi ligefrem forlade båden før tid, da vi er på vej ned af et af de forkerte fald, og derfor stoppes af instruktøren. Som tiden går begynder vi at mærke at vi bliver bedre gang for gang.

Jeg nyder at prøve kræfter med rafting. Det indeholder rigtigt mange spændende elementer, herunder teamwork, hurtig beslutningstagning, en hvis grad af tilfældighed og at man lærer igennem afprøvning. Vi ved at der er farer for at ryge i vandet, om end den viser sig en del mindre end Lars havde forudsagt, og det er en lille sejr hver gang man kommer hele vejen igennem ruten. Det er som at få stillet en opgave der aldrig helt er den samme, og som man så sammen, og for sig selv løser. Endvidere er man tæt på naturen og nogle gange er man heldig at have tid til at nyde det.

Efter de 4 ture sammen med Rune og Merete begynder vi at skifte besætninger, og jeg melder mig straks til en anden båd. Snart byder alle nye besætningsmedlemmer ind med nye ideer til hvordan man bedst kommer ned igennem elven, uden at ryge i vandet, alle har åbenbart gjort deres egne, ikke helt ens erfaringer. Alligevel lykkedes det os at komme igennem flere ture, med forskellige besætningssammensætninger uden at få en dukkert. Langsomt bliver folk kolde og trætte, og maden bliver pakket ud imens jeg gør klar til dagens sidste tur. Jeg glæder mig til at komme i land til bacon, leverpostej og nutella, også selvom jeg ikke rigtigt er sulten. Jeg hopper i en båd sammen med Rune og en anden, og vi padler ud med alle dagens erfaringer om bord. Jeg har efterhånden udviklet en lidt autonom teknik hvor jeg fra bagerste plads i båden styrer retningen ved at ro enten med eller imod strømmen, så jeg hopper i bagerst.

Det store styrt
Vi kommer godt over til højre og går lige netop fri af klippen, men min styringsteknik fejler ved næste udfordring, og vi rammer en stopbølge sidelæns. Jeg når kun lige at tænke ”Lort!”, så sidder bådens venstre side godt nede i vandet, og højresiden er på vej hen over hovedet på os. Pludseligt forsvinder lyden af den brusende elv, for kort efter at vende tilbage da jeg igen får hovedet oven vande. Pagajen holder jeg stadig fat i,  da det kan spare os en længere tur ud efter den længere nede af strømmen. Men ellers køre alt andet på instinkterne. Jeg prøver at svømme indtil jeg kommer i tanke om at vi skal have benene fremad og hovedet bagud så hovedet er beskyttet for de hårde slag mod klipperne. Jeg styrer lige imod båden, og jeg når at tænke at kommer jeg ind under den, så vil den holde mig under vandet, og øge chancen for at drukne. Jeg rammer båden, men får kæmpet mig forbi den. Snart får jeg fast grund under fødderne. Jeg er stoppet ca 2 meter fra tungen, og er så småt ved at finde fodfæste. Jeg kigger over på instruktøren, og leder efter en vej op på klippen, da strømmen slår benene væk under mig og igen fanges af strømmen. Låret banker mod klippen et par gange, men ellers er det værste manglen på kontrol, her er det vandet der bestemmer! Man må finde sig i at redningsvesten holder dig i overfladen og vandet udstikker kursen.

Jeg kommer godt ned af vandfaldet, det var slet ikke så vildt denne gang. Så bliver alt igen stille da jeg igen befinder mig med hovedet under vandet. Jeg slipper grebet om pagajen, den kan jeg ikke lige holde styr på nu. Jeg synes jeg er længe under vand, og prøver at søge opad, selvom jeg ikke helt ved hvad retning det er.

Der var forskel på hvor langt folk kom. Nogle kom helskinnede igennem, andre måtte kravle i land på klipperne, før de prøvede en tur mere.

Endeligt spytter vandet mig igen op til overfladen, og jeg ser tilbage til stedet hvor jeg røg under. Jeg er blevet trukket ret langt under vand. Og hvor er den fandens pagaj? Jeg ser Runes gule pagaj til højre for mig, og lidt efter min egen 10 meter til venstre for mig. Jeg prøver at komme hen til min egen pagaj inden den fortsætter længere ned af strømmen, imens jeg i en blanding af adrenalin, stress og forskrækkelse snapper efter vejret. Jeg bander lidt for mig selv imens jeg halvt gående, halvt drivende følger strøm men hen imod min pagaj. Den skide strøm, og de skide sten tænker jeg, imens jeg kæmper med fodfæstet. Jeg kigger mig tilbage og ser Rune give mig okay tegnet, ”for pokker, det havde jeg helt glemt” tænker jeg og giver både Rune og instruktøren tegnet på at jeg er okay. Jeg havde kun min pagaj i hovedet, og havde glemt alt om at vise okay tegn.

Hundrede meter efter vandfaldet får jeg overhalet min pagaj og holder mig fast til en sten imens jeg venter på den glider hen til mig. Haps! Og jeg har den. Runes kan jeg stadig se, den er nu helt over ved modsatte kant lidt længere nede af elven. Jeg går på land og traver et stykker inden jeg krydser henover elven efter den. Inden jeg når over har den lagt sig helt til ro inde ved klippe kanten, så nu skal jeg bare over uden at drive for langt ned af strømmen. Over på den anden side jeg kæmpe mig mod strømmen op mod pagajen. Strømmen så kraftig at jeg bevæger mig frem ved at tage solidt fat i klippekanterne også trække mig frem i armene men jeg får fat i pagajen, og prøver at svømme på tværs i enarmet brystsvømning, hvilket jeg må anse som umuligt, men heldigvis kommer jeg snart hen på så lavt vand at jeg kan kravle sidelæns over elven og op på kanten igen.

Først nu slapper jeg rigtigt af igen, og jeg kan nu føle oplevelsen varme i kroppen. Det var et rigtigt eventyr det her. Det jeg lige havde været igennem føltes som en oplevelse man ikke få så tit, og selvom det aldrig blev rigtigt farligt, nåede både krop og hjerne at blive mere fokuseret end hvad jeg normalt kan præstere.

Så det var med et smil på læben, og en pagaj i hver hånd at jeg gik de 500 meter hen til basen for at klæ om og få lidt middagsmad.

Da vi lidt senere sidder i bilen er jeg godt træt, og prøver at sove lidt inden næste udfordring venter. Men hold op en fed udfordring!

Vores base for dagene i det svenske var Svensk Kanoudlejning, ejet af Carsten Yde, der tilbyder mange friluftsaktiviteter fra denne base i sommerhalvåret.

Og hvad gør du så? Her kommer en række ideer til hvor du kan tage hen og få set nogle af Roms mere skjulte perler.

Vila d’Este i Tivoli

Vila d'Este er især i godt vejr et af de dejligste steder i hele Italien. Snyd ikke dig selv for denne perle.

35 km fra Roms centrum ligger denne fantastiske perle, der kan nås med både bus, tog og bil. Byen Tivoli var tidligere et af de steder Roms kejsere søgte hen for at slappe af og nyde den friske bjergduft. Her kunne de nyde udsigten ud over bjergene, lade hjernen falde til ro og glemme det travle liv i Rom, og sådan er det også når man kommer som turist.

Byens største attraktion (og for mig grunden til at tage tilbage til Rom) er den overdådige park som gemmer sig i haven til Vila d’Este. Her kan man lade tankerne vandre imens man beundre havens mange fontæner og vandfald, man kan nyde udsigten og man kan nyde den rene bjergluft der står i skærende kontrast til Roms forurening. Så snyd ikke dig selv for denne oplevelse når du alligevel er i Rom. Men vær samtidigt forberedt på at sætte i hvert fald en halv dag af til besøget, da haven har det med at tage pusten fra en, og hensætte en til et noget mere roligt tempo end det er tilfældet inde i travle Rom.

Heroppe fra toppen er det muligt at se det meste af byen, og de omkringliggende bjerge.

Udsigten fra toppen af Peters Kirken
Okay, her er der stadig turister, og de snakker alverdens sprog, men når du alligevel er i Vatikanet bør du ikke snyde dig selv for Roms bedste udsigt, og Vatikanets største oplevelse.

Er du ikke bange af dig kan du tage hele turen op til toppen via trapper hele vejen, så må du kravle op af 551 trin, men sparer et par euro’s. Alternativt kan du tage elevatoren halvvejs og “slippe med” 320 trin.

Inden du når toppen når du både at nyde udsigten indvendigt i kirken fra kuplens nederste kant, og få mulighed for at se ud på rom fra kirkens tag. Derefter venter der en række trappetrin op langs kuplen i en snæver gang, der skråner kraftigt indad, inden du kommer ud på toppen og kan nyde et af de flotteste syn du kan se i hele Rom. Du kan frit gå rundt om toppen, og nyde udsigten i alle retninger, se ned i Vatikanets have, prøve at spotte Colosseum, og samtidigt få syn for både hvor lille Vatikanstaten egentligt er, samt hvor stor Peters kirken er.

I mine øjne er denne oversete oplevelse den bedste grund til at besøge Peterskirken.

Et af bordene med pasta på et marked i Rom. Et sandt mekka for pasta elskere.

Pasta i laaaaange baner
En anden overset attraktion er Roms markeder hvor man ud over frisk frugt og grønt også kan finde pasta i alle afskygninger. Pasta med kakao, pasta med sorte striber, pasta med chilli, ja udvalget er næsten uendeligt, og hvis du skal have en billig souvenir med hjem er disse markeder et godt bud.

Her kan du også finde andre kulinariske perler som lokal olivenolie, sennep og rødvin. Så giv dig selv tid til at nyde et rigtigt Romers marked, og gå derfra med lækkerier I kan nyde senere på dagen.

En butik ud over det sædvanlige
I Hjertet af Rom, ved pladsen Plaza San Silvestro (ved siden af Via del Corso), ligger der en butik som har specialiseret sig i boligindretning, elektronik og dimser. Her finder man designting som man ikke finder mange andre steder. Ikke at der er tale om dyre produkter fra de fineste designere, men mere skæve produkter, ofte med humor eller tydelig henvisning til 80′erne. Butikken hedder Tech it Easy, og er et besøg værd for alle som er nysgerrige, interessere sig for elektronik til hjemmet, eller som bare vil lidt væk fra de sædvanlige turistfælder i byen. Besøg evt. deres hjemmeside: Tech it Easy

Ostia Antica

I Ostia Antica er der ruiner så langt øjet rækker, og man kan bruge timer uden at få set det hele.

20 minutter fra centrum ligger Romeriets gamle havneby, en by der dengang husede mere end 100.000 indbyggere, og som den dag i dag byder på flere ruiner end noget sted i selve Rom. Området er enormt, og man får et godt indblik i hvordan Rom må have set ud for 2000 år siden. Nogle bygninger står stadigvæk i fuld højde, andre mangler et par etager. På gulvene i badeanstalterne kan man stadig se mosaikkerne, og ved ampfiscenen står langt det meste der endnu.

Dertil kommer at selve byen Ostia Antica er en hyggelig lille by, hvor man også finder huse der er over 400 år gamle, og som stadig er beboede. Man finder lokale kiosker, en restaurant som laver nogle fantastiske fiskeretter og ægte italiensk livsstil.

Hostel Ivanhoe ligger i et rigtigt hyggeligt miljø, tæt på Colosseum og centrum.

Hostel Ivanhoe
Rejser du som unge, og hvis I ikke couchsurfer, så book dig ind på Hostel Ivanhoe, og få en oplevelse for livet. Jeg besøgte selv Ivanhoe for to år siden, og der er ærligt talt tale om et ungdomshostel med ret dårlige faciliteter, men manglen på fællesrum gør at alle mødes i entreen, og at man derfor har fantastiske muligheder for at falder i snak med dem som kommer og går.

Personalet består primært af spansk talende indvandrere, så nogle gange fyres der op for sangria aften hvor alle inviteres til at drikke af den billigt fremstillede sangria, andre gange laves der pasta.

Sovesalene er små og proppede, men der er aircondition, og man tilbringer alligevel tiden i entreen eller ude i byen. Til trods for min generthed vågnede jeg alle 5 morgener på Hostel Ivanhoe med tømmermænd efter en aften med hygge, druk og sjov med hostellets andre gæster der kom fra hele verden og havde et hav af historier at dele ud af.

Hostellet ligger tæt på Colosseum og der er ikke langt fra centrum når du vil på sightseeing, til gengæld må du finde dig i at hostellet er lukket om eftermiddagen, så du ikke kan pleje dine tømmermænd i sengen hele dagen. Læs mere om Hostel Ivanhoe på European hostels

Læs eventuelt mere canyoning på canyoning.dk eller:

Udspring fra klippe og ned i det dybe vand

Hvad er canyoning?
Canynoning eller canyoneering som de kalder det i USA, går kort fortalt ud på at begive sig igennem kløfter. Og her blandes en række teknikker fra andre aktiviteter. Rapelling, svømning og udspring kan være nogle af de nødvendige aktiviteter for at nå til et sted hvor man igen kan forlade kløften.

Oftest foregår canyoning i guidede ture, hvor der er sørget for al udstyr, og hvor alle kan være med. De fleste steder der udbyder disse ture har ture af forskellige sværhedsgrader, og med forskellige profiler, så man kan finde en der passer til ens adrenalinbehov. De vildeste ture indeholder op til 70 meters rappelling i et stykke og/eller udspring fra op til 12 meter. Andre mere almindelige ture indeholder typisk 20 meter rappel og udspring fra ca 2-3 meters højde, hvis der overhovedet er udspring.

I Europa er der gode muligheder for canyoning, da både Østrig, Frankrig, Spanien og Italien byder på rigtigt spændende steder hvor man kan prøve kræfter med “sporten”.

Pludselig ændrede alt sig, også stod vi her blandt sandstensklipper. Og vi blev straks budt velkommen af en stor fisk der dog hurtigt stak halen imellem benene.

Et andet møde med naturen
Når man begiver sig igennem kløften er man hele tiden helt tæt på naturen, og til dels også undertvunget den. Nogle steder er man tvunget ud i rappel, andre steder må man hoppe ned i det kolde bjergvand, og nogle steder kan man opleve naturlige vandrutchebaner skåret i klippen af tusinde års vandløb.

Mange steder kan man også opdage hvordan kulissen ændre sig indenfor bare få hundrede meter. På Sardinien oplevede jeg f.eks. at vi i løbet af 900 meter først gik i et vandløb som lige så godt kunne have været et sted i Danmark, snart efter var vi på vej ned af et 20 meters rappel, og der tårnede sig klipper op på begge sider, og få hundrede meter skiftede det hele pludseligt til sandstensklipper og et underlag som en dansk sandstrand.

Så hvis du er det mindste naturmenneske vil du have god mulighed for at blive begejstret, forundre og overvældet i løbet af en canyoning tur.

Adrenalin eller hyggetur?

Endnu en fantastisk naturoplevelse... At rappelle lige ved siden af et vandfald er ret fantastisk!

Som sagt findes der mange forskellige canyoning ruter, så det burde være til at finde en der passer til dig. Er du til lange rappel? Til suset når man skal hoppe i vandet fra 10 meters højde? Eller drømmer du bare om at flyde igennem en af de naturlige vandrutchebaner? Endnu andre tænder på de mere teknisk krævende kløfter hvor der også skal en grad af bjergbestigning til før man står i bunden med et saligt smil på læben. Så brug lidt tid på at overveje hvad det er du vil, og søge på nettet efter netop det der passer til dine lyster.

Regn med at betale 600-1000 kr pr mand for en guidet canyoning tur, men så venter der som sagt også en oplevelse ud over det sædvanlige.

Men pas på! Canyoning kan være stærkt vanedannende! Jeg er i hvert fald ved at planlægge mindst to ture sydpå i 2012 for at prøve kræfter med nye kløfter, længere rappel og se endnu mere flot natur.

Jeg har skrevet om min første canyoningtur her:
Canyoning i Riu Flumini Uri på Sardinien

Hvor skal du starte?
Vil du gerne vide mere canyoning er noget for dig, hvor du kan gøre det, kan du starte med følgende links:

Canyoning i Italien, baggrund og udstyr

Canyoning i Spanien

Canyoning i Østrig

Canyoning i Frankrig

Og lad mig så slutte med en advarsel:
Jeg anbefaler på ingen måde at man begiver sig ud i canyoning på egen hånd med mindre man er erfaren klatre, og i forvejen kender til farerne ved at rappelle og hoppe ned i vand! Der er sjældent mobildækning, og hjælpen er langt væk, så hvis det går galt går det rigtigt galt.

Et par af bilerne der også tilbydes ture i er Lotus Elise og Chervolette V8'ere

For bare tusinde kroner kan du få lov til at sidde bag rettet i en Ferrari, en Lamboughini, en Aston Martin eller en Ariel Atom.

Det er en oplevelse alle drengerøve bør unde sig selv, om ikke andet så bare for at have prøvet det. Her kan man få levet drengedrømmen ud, opleve de biler man normalt kun drømmer om, og prøve livet som racerkører.

Lige siden jeg i Top Gear så Jeremy Clarkson rose Arial Atom’en til skyerne havde jeg haft en drøm om at prøve at sidde bag rettet så sådan en. Den skulle tilbyde den vildeste følelse af fart og spænding man kan opleve på hjul. Så da jeg nu stod i England og ventede på at sætte mig bag rettet i netop denne bil gik det op for mig hvor let nogle af ens store drømme nogle gange opfyldes.

Forud var gået noget tid med at finde en dato hvor jeg kunne få et par billige flybilletter og hvor der var ledige pladser på banen, samt naturligvis lidt tid med at få fundet et sted at sove deroppe 4-5 timer nord for London. Jeg havde også leget en lille bil for nemmere at kunne komme ud til Rockingham Raceway, der ikke ligefrem ligger tæt på noget som helst. Flybilletterne havde stået i 300 kr for en retur, lejebilen i ca 500 kr for 4 dage og turen i Atom’en i ca 1.000 kr.

Frit valg imellem baner og superbiler
På hjemmesiden er der næsten frit valg imellem superbiler og baner, så det bare med at finde en bane der passer geografisk til den lufthavn du vil flyve til, også lige tjekke om de tilbyder ture i den bil du vil prøve de datoer du er i landet. De fleste steder koster det ca. 1.000 kr pr bil man vil kører, men så kan man vælge imellem:

En Atom og en Ferrari på banen

• Ferrari 360 Modena
• Lambourghini Gallardo
• Aston Martin V8 Vantage
• Porche 911 Turbo
• Lotus Elise
• Audi R8
• Ariel Atom
• Single seater (ala formula 1, men mindre)

Og banerne der køres på er:

• Three Sisters
• Rockinham
• Donnington
• Mallory Park

Rabat på selve dagen
Jeg havde hjemmefra booket og betalt for en tur i Ariel Atom’en og for at prøve kræfter med rally. Så følte mig måske nok lidt snydt da vi ankommer og de har restpladser i ca alle biler som kan købes helt ned til 400 kr pr tur. Noget andet end de 1.000 kr pr tur vi smed hjemmefra. Men jeg vil alligevel anbefale dig at booke mindst en tur hjemmefra, da det ikke er altid de har restpladser, også er det langt at rejse for ingenting. Men det kan altså godt betale sig at have lidt penge tilbage på kontoen til impulskøb på stedet. Endvidere skal man være opmærksom på at forsikringen dækker alle ture man har den dag, og man behøver altså ikke købe en forsikring pr bil man kører i. Det er også muligt at købe passager ture enten hjemmefra eller på banen, på den måde kan kone eller børn også få en oplevelse på dagen selvom de måske ikke selv kører. Jeg prøvede selv en passager tur i en Lotus, og der får man for alvor at mærke hvordan sådan en bil kan køres.

For under 2000 kr inkl. alt kan du også sidde bag rettet i en bil som denne.

At køre Ariel Atom
Inden man kommer ud og køre i de dyre biler får man først en briefing hvor sikkerhed og køreteknik gennemgås, derefter får man en tur rundt på banen i en anden bil hvor ideallinier og andet gennemgås, og først derefter sidder man bag rettet i f.eks. en Ariel Atom.

Imens man sidder der bag rettet bruger man de første par omgange på overhovedet at vænne sig til at køre sådan en racerbil. Der skal køres tæt på kurben, bremses på de rigtige tidspunkter, og gassen skal doseres så bilen ikke skrider ud. Så det første stykke tid bruger man meget tankekræft bare på at lytte til instruktøren og gøre som han siger. Laver man en fejl lystre bilen øjeblikkeligt, hvilket jeg opdage af to omgange. Første gang da jeg fik drejet for hårdt og var ved at sende bilen i spin, og anden gang da jeg fik givet for meget gas og bilen skød afsted som en raket ned mod næste sving.

Jo længere tid man har i bilen, des mere tid vil der være til at nyde selve følelsen af at køre en af disse helt specielle biler, for først når du føler dig hjemme i bilen og på banen begynder du at have tid og overskud til at koncentrere dig om andet end gas, brems, drej, der var en kegle, brems igen, drej.Og det gælder for alle superbilerne, omend de andre nok er mindre kontakte i reaktionerne end Atom’en.

Her prøver jeg kræfter med rally i en Ford Focus

Rally er noget helt andet
Jeg havde som sagt også booket tid til at prøve rally hjemmefra, og her er tale om noget helt andet.

Der er en kort briefing hvor der var tid til at gennemgå noget om vægtforskydning og teorien bag hvad vi skulle ud og lave. Derefter satte vi os i hver vores bil med en instruktør ved siden af, også var det ellers bare at give gas og gøre hvad han bad en om.

Der køres på både grus, sten og asfalt, og man prøver kræfter med håndbremsevendinger, så der er tale om ret varieret kørsel, men vigtigst er det nok at der her er tale om mere simpelt ræs. Her er mere plads til fejl, så der er også bedre mulighed for at smide gassen i bund, kontrastyringer og at lege med håndbremsen. Efter et par omgange begynder instruktøren at tage tid, og man kan på den måde se hvor meget man forbedre sig. Til allersidst bytter man plads med instruktøren og får så en tur for fuld udblæsning.

Da mine 20 minutter i bilen var gået var jeg et stort smil, og der gik vist nogle timer inden det forsvandt. Dette var noget af det sjoveste jeg har oplevet siden jeg første gang sad i en go kart. Her var det ganske enkelt køreglæde og drengerøv der er i højsædet.

Hvis du vil afsted:
Vil du selv til England og prøve kræfter med enten superbilerne eller rallybilen vil jeg anbefale dig at tjekke følgende hjemmesider ud:

Racing-School.co.uk – Har et bredt udvalg af biler og baner, og ganske fair priser. De acceptere danske kørekort og betalingskort. Der findes andre udbydere af disse oplevelser, blandt andet Virgin Experience Days, men jeg har ingen erfaringer med disse.

RyanAir – Oftest den billigste måde at komme til England. Bestil en ca en måned før, så er der gode chancer for at få returbilletter fra Billund til under 500 kr inkl. gebyrer.

Holliday Auto -. Billig billeje i England.

Og find evt. et bed and breakfast hjemmefra, hvis du ikke vil couchsurfe et sted i nærheden af banen, eller allerede har et favorithotel.

God tur

Indgangen til måske Englands sjoveste forlystelsespark

Hos Diggerland finder du rendegravere i alle størrelser, og hele familien er velkommen til at sætte sig op i dem og grave løs. 

Når først indgangen er betalt er alle forlystelserne gratis… Og alle forlystelserne er forskellige former for rendegravere og gravemaskiner. Så her kan du slippe legebarnet løst, og give den som byggemand Bob en hel dag, uanset hvad dit daglige job er.

Jeg var alligevel i England og besluttede mig for at tjekke en af de 4 Diggerland parker ud, som er spredt godt ud over England. Vi valgte parken i Kent der ligger ca 1 times kørsel syd for London.

Entreen er 17£ eller ca 150 kr, også er alle forlystelser gratis derefter. Bestiller du på hjemmesiden er der mulighed for at spare 2 £ per billet, men det gjorde vi altså ikke. Børn under 90 cm kommer gratis ind, men vil opleve at de ikke må prøve alle forlystelser på grund af højden. Men er børnene over 90 cm høje, og over 5 år vil de opleve at de må prøve langt de fleste maskiner, evt. sammen med en voksen.

En af Diggerlands gravemaskiner i auktion

Forlystelserne
I Diggerland finder du både gravemaskiner som du selv styrer og forlystelser som styres af medarbejdere i parken. Gravemaskinerne er i flere forskellige størrelser, fra de mindre hvor man graver efter guld, skal prøve at vælte kegler på tid eller fange ænder i et vandhul, til de store hvor det bare gælder om at grave… Og man kan grave dybt.

Forlystelserne bygger alle på gravemaskiner, så karusellen er monteret på en gravemaskine og styres så af parkens medarbejdere, og der er enkelte andre af disse medarbejderbetjente forlystelser, men der er ingen tvivl om at det sjoveste er at styre selv.

Der er også show og mulighed for at mødes parkens maskotter, så sæt nogle timer af til et besøg.

Der er ikke super mange forlystelser, så forvent at prøve nogle af dem flere gange hvis I skal bruge mange timer i parken. Til gengæld kan man også bruge længere tid i maskinerne end de 5 minutter der normalt går inden det er en andens tur, så man har helt automatisk lyst til at prøve flere gange.

Maden

Den største burgermenu de havde... Ikke pengene værd.

Som altid når man bruger en del timer i en forlystelsespark melder sulten sig, og man kaster sig over stedets cafeteria, men lad det være sagt med det samme: “Maden i Diggerland er ikke noget at råbe hurra over”. Burgeren var på ingen måde lækker og indbydende, og pommes fritsne viste sig som det bedste ved burgermenuen sammen med colaen. Der er desværre kun det ene spisested i Parken som vi prøvede, og chancerne for at få en bedre oplevelse med maden end vi havde vil jeg betegne som små.

Samlet vurdering
Om man skal tage i Diggerland eller gå efter en mere traditionel forlystelsespark afhænger helt af interesser. Parken er som sagt ikke den største, og man får hurtigt prøvet det hele. Til gengæld kan man sagtens være underholdt selv under sin 4. tur i en gravemaskine, så er børnene eller dine venner til store maskiner er Diggerland helt sikkert et besøg værd. Prisen for indgangen er meget passende for det sjov parken tilbyder, men maden er for dyr i forhold til kvalitet.

Læs mere om Diggerland på deres hjemmeside

Mere spændende og inspirende end afskrækkende.

Bogen som dannede base for filmen 127 timer er fantastisk læsning for alle med hang til oplevelser og friluftsliv.
Lad mig starte med at bruge et efterhånden tyndslidt udtryk: “Bogen er meget bedre end filmen”. Eller det er i hvert fald tilfældet hvis man læser bogen inden man ser filmen, om det forholder sig anderledes hvis man oplever dem i modsat orden skal jeg ikke kunne sige.

Et lille uheld med store konsekvenser
En dag Aron er ude på opdagelse i en canyon får han trådt på den forkerte “boulder”, og før han får set sig om sidder han fast. Trods al hans viden om redningsteknink og mere eller mindre opfindsomme løsninger ender han med at tilbringe flere dage som naturens fange, inden det til sidst lykkes ham at skære sin arm af og kæmpe sig tilbage til hjælp.

Afhængig af oplevelser
Bogen giver et fantastisk indblik i nogle af alle de muligheder der ligger derude. Aron er afhængig af oplevelser og af naturen. Det er som om at han prøver alt af. Er rafting instruktør, bjergbestiger, skiløber mm.

Og heldigvis for det, for som læser får man en fantastisk indføring i mange af disse discipliner i form af flashbacks til livet før han sidder fast, Aron er en passioneret fortæller, og selvom man ved hvordan historien ender er man mere inspireret end afskrækket når man lægger bogen fra sig.

Historien om leg med døden
Men det er også historien om alle de gange hvor Aron i et anfald af manglende omtanke har været ved at slå sig selv eller nogle af hans venner ihjel. Som f.eks. da han får udløst en lavine der begraver hans venner, og de først i sidste øjeblik får gravet alle mand fri. Eller da en tabt handske er ved at koste ham hans ene hånd.

Som sagt er der tale om en inspirerende og spændende bog, og det tager ikke lang tid at komme igennem den, til gengæld kan der godt gå flere uger inden oplevelseslysten lægger sig igen.

Lån den på biblioteket eller køb den evt. hos: Saxo

Træt af elendige guidebøger, at sidde alene på hotelværelset og dyr mad fra restauranter når du er ude at rejse? Så er couchsurfing måske noget for dig.
Ideen bag couchsurfing er enkel: Du tilbyder at rejsende kan sove hos dig når de er i din by, og du kan så sove hos lokale når du er ude at rejse. Og det bedste er at det er gratis, i hvert fald i teorien, men mere herom senere.

Jeg faldt selv over couchsurfing i 2007, og efter en sløv start har jeg de sidste par år virkeligt nyt hjemmesidens muligheder. Mit første rigtige møde fandt første sted året efter, da jeg på en rejse til Milano havde skrevet til en lokal couchsurfer for at få lidt råd til hvad jeg skulle se i byen (dengang virkede tanken om ligefrem at bo hos fremmede ret skræmmende), og snart var jeg inviteret til fest sammen med 40 lokale og ikke lokale couchsurfere på en bar. Jeg gik derfra høj af lykke over den åbenhed jeg her havde oplevet, så langt væk hjemmefra.

Siden da har jeg har 79 forskellige rejsende boende, fra alle beboede verdensdele, og jeg har selv boet hos 15 forskellige værter på mine egne rejser rundt i verden. Jeg har mødt flere mennesker end jeg kan holde styr på, og har fået en masse lokale venskaber igennem netværket.

Hvorfor couchsurfe?
Couchsurfing er en fed måde at møde mennesker på, at opleve kulturen på, og åbner ofte de byer du besøger, da din vært har gode forslag til hvad du skal se.

Når man bor privat hos folk ved man aldrig helt hvad der venter, og jeg har boet i alt fra rigtigt flotte huse, til under åben himmel, men man lærer altid noget om stedet, om kulturen og om hvad de lokale finder vigtigt. Endvidere laver man ofte man enten sammen eller til hinanden, man udveksler musiksmag og snakker om hvad man hver især har oplevet.

Når du har folk boende er det meget det samme der sker, de kommer med rejsefortælling, en livsfortælling og historier om deres kultur. Du har ofte det samme, og tit er det som at tilbringe en aften med en gammel ven, mere end sammen med en man lige har mødt.

Er couchsurfing for alle?
Nej, couchsurfing er åbent for alle, men det er ikke alle der synes om den måde at rejse på. Det er ikke alle der vil bruge deres aftener sammen med fremmede efter en lang dag med sightseeing, og så bør man finde sig et billigt hostel. Couchsurfing er for dem som vil det, dem som synes det er fedt at møde nye mennesker og som selv vil bidrage med noget. Søger man efter et gratis sted at sove vil man hurtigt blive træt af couchsurfing, og værterne vil blive trætte af dig.

Er det sikkert?
Ja, faktisk. Mere end 99% af alle møder er positive, og der er meget langt imellem virkeligt kedelige oplevelser, så chancen for at opleve noget skidt igennem couchsurfing er klart mindre end hvis du tager i byen en lørdag aften, tager i skole eller går på arbejde.

Jeg har ikke plads til gæster, men synes det lyder spædende, hvad gør jeg?
Du tilmelder dig bare siden, og kan så sætte din status til at du gerne vil være guide i din by, vil mødes med folk over kaffe eller på anden måde vil møde folk i din by. Det er ikke et krav at man har nogen boende for at man selv kan bo hos folk, og det er ikke et krav at man selv bor hos andre for at have folk boende. Man kan gøre det ligesom man vil.

Du skrev at det ikke var helt gratis, hvad mener du?
De gange jeg har couchsurfet hos folk er jeg endt med at bruge ca de samme penge som når jeg bor på de billigste hostels. Man betaler ikke for at bo hos folk, men ofte laver man mad til dem, har en lille gave med eller man ender med at sidde på bar og drikke øl med dem til langt ud på natten. Alt sammen noget som koster en smule penge, men som også er umuligt at sætte en pris på bagefter.

Nysgerrig efter at vide mere eller komme i gang? Tjek www.couchsurfing.org ud!